Byrådskandidat Simon Fyhn Kristensen
Jeg er en "ung" mand på 30 år, med en skøn kone og to dejlige børn. Jeg er født i beder, og endte i Odder for ca. 10 år siden. Jeg har læst på en Bachelor i uddannelsesvidenskab de sidste tre år, og læser lige nu til lærer.
Jeg gik ind i politik fordi jeg var træt af den ugennemsigtige proces. Politikernes tendens til at tale mere om hvad de andre gør forkert, hvad de selv har gjort helt rigtigt eller noget helt andet end det der bliver spurgt om.
Jeg vil simpelthen have ændret den politiske kultur, så borgerne bliver i stand til at danne sig et billede der ikke er farvet af hvilken politiker der er bedst til at spinne. I stedet for at slås om hvem der har gjort hvad, så skal vi holde op med at pege fingre, nedgøre hinanden og i stedet samarbejde om at finde nye løsninger.
Derudover er skolepolitikken og socialpolitik mine to hjertebørn. Jeg vil af med storskolerne, og støtte småskolerne, for det er på de små skoler at vores børn får den nære og trygge uddannelse de fortjener - de skal ikke bare være produkter af en undervisningsfabrik. Mere uddannelse og mindre undervisning!
På socialpolitikken er jeg meget optaget af investeringer i tidlig indsats. Jeg er ikke i tvivl om at man, ved en lille investering nu, kan spare en stor investering senere, når det kommer til socialt udsatte grupper.
Har du et spørgsmål eller noget du bare gerne vil tale om, så skriv endelig en mail eller ring til mig på 28869936.